Luften brændte hver gang Ruby trak vejret. 9 % ilt, nok til at holde hende i live, men ikke uden smerte. 

Hun holdt vejret et sekund, skubbede vognen fremad og tvang sig selv til endnu et åndedrag. Affaldet foran hende glødede som en advarsel. Ét skridt for tæt på og huden ville smelte.

Bag hende lød en hul hoste. Kyle. 

Blodet på hans læber var næsten sort i den dunkle belysning. Hun vidste, at han snart ikke kunne holde til mere.

De kaldte det arbejde. Ruby kaldte det overlevelse.

Aurora Foundation. Sådan lød det officielt. Et humanitært program for de svageste. 

I den mørkeste del af bjerget, Orren, kaldte befolkningen det Lysgraven. Ingen havde nogensinde forladt Aurora Foundation. Ikke i live. 

Når kroppen gav op, blev man smidt i havet. Af og til skyllede ligene ind et sted i Orren. De var ikke svære at få øje på. Ofte lyste de radioaktivt grønt.

Ruby tvang sig selv tilbage til arbejdet. Luften var tung af kemisk røg og radioaktivt støv, der lagde sig på huden og kradsede i halsen. Maskinerne brummede og hvæsede omkring hende som udmattede dyr.

 

Fangerne havde ingen navne.​​​ Kun numre, brændt ind i nakken under deres kronragede hoveder. Ruby lod fingrene glide hen over arret.

Hun var nr. 662.

Det var farven på øjnene, der afslørede dem. Mutanterne. Ruby var én af dem. Med sin intense røde iris var der ingen steder at gemme sig. 

De levede i bjerget Aurelion. Den sidste bastion efter krigen, der havde brændt verden til aske. Udenfor fandtes kun stilhed. Inde ved klippen havde menneskene bygget en ny orden. Øverst lå Aetherion med byer af glas. Kuplerne glimtede som stjerner fanget i bjergtoppen. Deroppe var luften ren, blomsterne visnede aldrig og ingen kendte til strålingens svie. Under Aetherion lå Veyras, hvor alt bevægede sig i en perfekt rytme. Lys, mennesker og maskiner. Så kom Nevelorn, hvor tågen slugte konturerne og kondensen bar smagen af metal. Til sidst var Orren. Her nåede lyset aldrig helt ind i skyggerne. 

Og under alt det lå Sektor 9. Mutanterne sled sig ihjel på fabrikkerne, mens bjergets vægt pressede dem mod jorden. De sendte alt deres slid opad som offergaver til en himmel, de aldrig så. 

​

Ved siden af Ruby gik nr. 661. Kyle. Hendes modsætning. Han var smuk som en helt fra en gammel fortælling. Skuldrene var brede og blikket roligt midt i elendigheden. Men hosten afslørede sandheden. Hver dag blev hans hoste værre. Blodet på læberne var et bevis på, at kroppen ikke længere kunne modstå røgen og støvet. Den styrke, der engang havde gjort ham frygtløs, smuldrede time for time.​​​

Ruby så på ham, mens de skovlede det glødende affald op. Hun elskede ham. Ikke som en pige, der drømmer om en prins, men som en skygge, der længes efter solen. 

Han bemærkede hendes bekymrede blik og trak på skuldrene med et svagt smil. “Det er bare hoste.”

Ruby ville svare, men så sprang en gnist fra materialet, og hun trak sig tilbage med et hvin.

    “I det mindste kan vi se noget herinde,” lo Kyle. 

Ruby ville hellere have famlet rundt i blinde end arbejde i skæret fra den unaturlige glød, som det radioaktive affald afgav. Med sin mutant hud kunne hun holde til en stor mængde stråling. Ikke for evigt. Som 12-årig var hun indtrådt i programmet. 5 år havde passeret, og hun var stadig i live. 

Ruby havde set mutanter falde om som fluer på daglig basis. Men ingen af dem havde hun kendt. Hvor længe havde de mon tilbragt på fabrikken, før deres kroppe gav op? En ting vidste hun. Kyle havde ikke været på fabrikken i mere end et år, så hvorfor var han allerede syg? 

​

Endnu et hosteanfald afbrød Rubys tanker. Skræmt så hun sig omkring for at sikre sig, at ingen af vogterne havde lagt særligt mærke til Kyle. Det begyndte at være umuligt at skjule, hvor slemt hans helbred stod til. 

En vogter på sin sædvanlige rute i afdelingerne nærmede sig. Vogterne var mennesker, så de kunne ikke opholde sig så dybt nede ad bjerget uden iltmasker. Hele kroppen var skjult bag en sort uniform, der glimtede mat som hærdet stål. Hver bevægelse virkede tung og præcis, som om rustningen selv bar en vilje og ikke manden indenunder. Ansigtet var skjult bag iltmasken, et visir uden udtryk, hvor åndedrættet lød i hårde, mekaniske stød. Masken fik ham til at ligne noget mere end menneske. Vogterne var skabninger født af bjerget selv.

​

Ruby havde før set vogterne nådesløst og effektivt skaffe mutanter af vejen, som blev en større forbruger af ressourcer end de selv leverede. Havde det ikke været for Rubys hårdtarbejdende små fingre, ville det nok også være blevet bemærket, at Kyle ikke længere kunne holde til arbejdet. Det tog Kyle alt viljestyrke at kvæle hosten, da vogteren gik forbi. Først da den hvæsende lyd fra iltmasken forsvandt, knækkede han sammen og hostede blod op. 

  “Du dør, Kyle. De slår dig ihjel.” Ruby kunne ikke længere ignorere sandheden. Hvis ikke vogterne slog Kyle ihjel, ville det radioaktive materiale gøre det for dem.

  “Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Jeg lever så stærkt, jeg kan.” Der var en snert af bitterhed eller opgivelse i hans stemme. Noget hun ikke var vant til at høre. Måske havde han også løjet for sig selv.

Hun sænkede stemmen. “Stik af med mig.” 

Kyle spærrede sine røde øjne helt op. “Det er umuligt. Det ved du.”    

​

Ingen af dem havde nogensinde oplevet andre mutanter prøve at flygte. Ingen uden for murene havde hørt om nogen, som var sluppet levende derfra. Det var årsagen til mystikken omkring Aurora Foundation. Ingen vidste præcis hvordan forholdene i velgørenheds programmet var. Det var dog de færreste, der stolede på den propaganda eliten sprøjtede ud i Orren, om fordelene ved at melde sig ind i programmet. Mistro var det, der holdt én i live i Orren. De glødende lig ved vandkanten hjalp heller ikke på propagandaen. 

Det var til gengæld først, når man blev en del af programmet, at det gik op for en, hvorfor det var på livstid. Alle mutanter i lejren blev holdt i live i nøjagtig 24 timer efter indtagelsen af en særlig pille, der var udviklet til formålet. Formentlig udviklet i de bioteknologiske laboratorier i Veyras. Efter indtagelse af pillen behøvede de hverken føde eller væske, men kunne arbejde uden at stoppe. ​​​

Det gjorde også flugt umuligt. Selv hvis det lykkedes at slippe uden for murene, hvordan skulle man så skaffe føde og væske i tide, før man faldt død om? Orren var for langt væk. Man ville dø på vejen op ad bjerget, før man kunne nå at smage friheden. Derudover var der murene, elektrisk forseglet og solide, der skilte dem fra bjergets inderste. For ikke at nævne vogterne, der vrimlede omkring dem, som sorte bevæbnede myrer. 

​

Meget blidt lagde Kyle en hånd på Rubys kind. Han havde aldrig rørt hende sådan før. Hele kroppen føltes pludselig elektrisk, som om ren energi pulserede fra hans hånd. Et trist men fattet udtryk bredte sig i hans ansigt. 

  “Det er okay, Ruby. Du kommer til at klare den. Du er den stærkeste, jeg nogensinde har mødt.” Havde Kyle lige accepteret, at han ville dø her?

  “Vil du have, jeg skal blive her og dø alene?” hviskede hun og trak sig væk fra hans berøring. Tårerne skød op i hendes øjne.

Ruby pressede følelserne ned lige så hurtigt, som de var steget op. At græde hjalp ikke noget. Det havde hun lært for længe siden. 

Efter lang tids pause mumlede han. “Okay. Vi prøver.” 

Dagen sluttede først, da et lille lys i deres høje håndled blussede op. Det var en tracker, der var injiceret i deres arm ved indtrædelse i programmet. Den have også til funktion at være en påmindelse om deres snarlige død, hvis ikke de bevægede sig tilbage til deres tuber og fik en ny dosis piller. 

​

Tuberne var cylinderformede rør, som de blev opbevaret i natten over. Pillerne kunne klare alt på nær at give dem søvn. For at fylde mindst muligt blev de sendt ud over det åbne hav, der lå til bjergets østlige side. Det var det eneste smukke i Rubys liv. Selvom uret for overlevelse tikkede, var hun ofte den sidste til at bevæge sig ned i sin tube. Blot at dufte og høre lyden fra havet, fik hendes sind til at stå stille. ​

​Mutanterne stillede sig i den lange kø, der strakte sig som en levende rød slange gennem de mange produktionszoner. Langsomt, skridt for skridt, bevægede de sig mod havet, hvor tuberne stod klar. 

“Uanset hvad der sker, så flygter du.” Kyle smilede til Ruby og trådte ned i sin tube.

  “Ja, det gør vi,” fastholdt Ruby. 

Før Ruby kunne nå at sige mere, skød Kyles tube ud og fløj som en torpedo gennem vandet. Så blev den hejst op på en platform langt ude. Om natten var der heller ikke gode muligheder for at flygte. Det skulle altså være tidlig morgen, at de flygtede. Turde de virkelig prøve?

Tanken fik det til at summe i Rubys krop. For første gang i flere år, følte hun håb.

Ruby lagde sig i sin tube. Låget gled over. Hun måtte som altid kæmpe med klaustrofobien, der truede med at få hende til at gå i panik. Heldigvis faldt 3 piller ned på tungen. Hun sank med spyttet i sin mund og faldt omgående i en dyb drømmeløs søvn. 

​

Den følgende morgen stod Kyle ikke ud af sin tube.

En dråbe sved løb fra Rubys tinding, mens tiden gik. Sekunder føltes som minutter, da hun hørte den hvæsende lyd fra vogternes iltmasker, da de nærmede sig. De lød målrettede i deres skridt. Som om de allerede vidste, hvilken tube de skulle gå hen til.  

  “Kyle,” hviskede Ruby. Intet svar. Med hamrende hjerte, trådte hun ud af rækken af mutanter. Hun tænkte ikke på, om vogterne så hende.

Kyle forsøgte at skubbe sig op, men hans krop var for svag. Ruby greb hans hånd.

  “Rejs dig! Nu!” Panikken slog som en hammer i hendes bryst. De var for langsomme.

Ruby hørte de hvæsende masker nærme sig, men hun gav ikke slip på Kyle.

Han gav hende et svagt, udmattet smil og faldt tilbage i tuben. “Ruby… slip min hånd.”

  “Nej! Jeg slipper dig aldrig!” Pludselig løb en elektrisk strøm smertefuldt gennem hendes krop, da vogteren ramte hende med sin Volta-stav.

Ruby blev tvunget til at give slip. Et øjeblik var hun ude af stand til at bevæge sig. Men længere tid tog det ikke. 

En vogter trak sit våben og pressede det mod Kyles tinding. 

  “Husk, hvad jeg sagde,” hørte hun Kyles stemme sige svagt. Ruby vidste, at han talte til hende. ​​​

Så lød skuddet. Det fortsatte som et ekko gennem hendes hoved. Vogterne trak Kyles livløse krop op fra tuben, bandt nogle blokke fast til benene og kastede ham ud i havet, hvor han sank til bunden som en sten. Et nyt tiltag, så de døde, lysende kroppe ikke flød mod land igen. Alt for hurtigt blev han opslugt af mørket. Han var væk for altid. Ruby kunne knap nok nå at reagere. Skriget lå i halsen, så det nær havde kvalt hende. Men lige meget ville det hjælpe. Ruby var ikke længere lammet af Volta-staven, men af chok. 

Et spark i ryggen fik hende på benene igen. Mekanisk, som en robot, satte hun den ene fod foran den anden, da mutanterne i rækken bevægede sig mod deres arbejdspladser. Det føltes som om grunden under fødderne var blevet levende. Kroppen virkede let og uvirkelig. Men hun nåede frem til sin arbejdsplads. Og mekanisk udførte hun arbejdet, som havde det været en hvilken som helst anden dag.

​

Sådan fortsatte timerne, dagene og månederne. Ruby begyndte langsomt at acceptere, at Kyle var væk. Modløsheden lå over hende som en kappe, tung og mørk. Hvis dagene før havde virket tomme, var de nu altopslugende, som sorte huller.

I takt med at sorgen blev tålelig, begyndte vreden at vokse som en flamme i hendes bryst, der blev varmere for hver dag, der gik. Det var mord. Mutanter betød intet.

Dengang hun var fri, havde Ruby set flyveblade delt af mutant-modstandere. Der var en lang liste over det, der adskilte mennesker fra mutanter. Argumenter for at mennesker var en overlegen race. Ruby kunne ikke læse specielt godt. Hendes ældre plejesøster, Seraphine, havde undervist hende lidt, før Ruby stak af. Hun havde dog forstået nogle ord fra flyvebladet, herunder uintelligente, voldelige og hjælpeløse som børn. Passede flyvebladene? 

Seraphine, som var halvt menneske, havde hånligt fnyst og kaldte flyvebladet for dårlig propaganda.

 “Du er ikke en mindre dårlig race, min søde. Faktisk tror jeg, at nogle mennesker er bange for dig,” sagde hun.

  “Jeg gør ikke nogen mennesker noget, hvorfor er de bange for mig?” Ruby syntes, at det var fjollet. Hun følte sig ret ufarlig. 

  “I er en mere udviklet race end mennesker. Du kan bedre overleve, end jeg kan. Det er før sket, at en overlegen race har udryddet en anden.”

 “Virkelig! Hvor ved du alt det fra?” Ruby havde ofte fantaseret over, om Seraphine engang havde været en fin pige fra en god familie. Hun havde altid været klog. 

​​​

En vogter jog en lang smal metalstang over Rubys fingre. “Kom i gang mutant!” hvæsede han gennem masken. 

Hun var så vant til slagene, at de kun fik hende til at arbejde hurtigere. Der var ikke tid til at mærke efter.

Tanken om at stoppe med pillerne havde strejfet Ruby, men hun havde lovet Kyle at forsøge at flygte. Hun havde brug for tid. Flere piller. Vogterne bar dem aldrig på sig, så hun måtte rationere. Kunne man det? Ville det slå hende ihjel? Hun havde ikke noget valg. Ruby måtte forsøge.

Den aften tog hun én pille mindre. Efter en dags arbejde var hun svækket, men hun nåede frem til sin tube uden at falde om. Dagen efter gjorde hun det samme. Først da hun havde samlet nok piller til et ekstra døgn uden for lejren, holdt hun op med at rationere.

​

En særlig morgen føltes luften elektrisk. Omgivelserne var ladet med nervøs energi. Tromlerne med radioaktivt materiale fra Ødelandet stod stablet i tårne langs væggene. Dråber fra loftet dryppede ned og sivede langs stålet. 

Så skete det.

Et rungende brag splintrede stilheden. En tromle gled ud af stakken, væltede og ramte gulvet med et brag, der fik det til at skælve i knoglerne. Låget forskubbede sig. Et hvæsende suk fyldte hallen og så væltede støvet ud. Som entropiens ubønhørlige love dikterede, spredte partiklerne sig. 

Grågrønt, fint som aske og giftigt nok til at slå alt ihjel.

En fange tæt på faldt straks i knæ. Han hostede blod op og huden på hans hals blussede rødt, mens han forsøgte at skrige. Flere styrtede om. Kaos eksploderede.

Ruby løb. Hun tænkte ikke, men fulgte bare strømmen af kroppe, der kastede sig mod portene. Luften brændte i hendes lunger, som om tusind nåle skar hende i stykker indefra. Hvert skridt føltes som et valg mellem liv og død.

Alarmerne hylede. Den skingre tone borede sig ind i kraniet. Vogterne kom væltende ind. Deres masker hvæsede, mens de råbte ordrer og jog fangerne sammen som kvæg.

Ruby tumlede ud på pladsen sammen med de andre. Hun greb efter luft og hostede støvet op, mens øjnene løb i vand. Kroppen kæmpede for at få giften ud. Hun burde stille sig i rækken som de andre. Vente. Overleve.

Men tanken ramte hende hårdere end noget slag.

Flugt.

Dette var måske hendes eneste mulighed. Ruby kastede et blik mod det elektriske hegn. Hun skulle over. Opad. Der var ingen anden vej.

Kroppen føltes fremmed. Hun var afmagret, og hendes muskler var næsten forsvundet. Støvet fra ulykken gjorde det næsten umuligt, at udvinde den svage mængde af ilt fra luften. Men Ruby ville ikke dø her. Ikke før hun havde prøvet. I ly af kaosset, der endnu herskede, nåede hun frem til hallen. Hvis hun klatrede op langs muren, kunne hun måske komme på den anden side af hegnet. ​​​

Så klatrede hun. Fingrene fandt hver en revne i muren og de varme rør fra fabrikken gjorde det muligt at komme højt op. Ruby så sig over skulderen, selvom hun ikke burde. En håndfuld mutanter, der var kommet sig over hosten, kiggede op på hende med øjne blanke af håb. Ruby blev grebet af angst. Et eneste blik fra en vogter og det hele var tabt. Hun slog ud med armen. 

Se væk! 

Til hendes lettelse vendte de straks blikket ned. Tavsheden var deres støtte.

Ruby klatrede videre. Rørene var glohede og brændte håndfladerne, så vabler sprang frem. Den røde uniform klistrede til kroppen som et ekstra lag hud. Støvet sveg stadig i halsen. Sveden gjorde alt glat. Hun skubbede sig opad, højere og hurtigere, mens hjertet slog vildt.

Så lød et skud. Noget hvislede forbi hendes øre og ramte muren ved siden af hende med et knald. Hun kastede et hurtigt blik ned. En vogter stod med våbnet hævet. Iltmasken hvæsede. Han skød igen.

Hun mistede grebet og faldt. Råbet satte sig fast i halsen. Ruby ramte et rør hårdt og klamrede sig til det, endnu før hun registrerede smerten. Faldt Ruby helt ned, ville hun dø. Hun kunne ikke høre ordene fra vogteren, men vidste, at han tilkaldte forstærkninger.

​

Ruby begyndte at klatre. Lyden af et knald. Vogterne ramte forbi igen. De var ikke vant til, at nogen forsøgte at flygte. Den eneste vej ud af fabrikkerne var nedad, i havets mørke dyb, med et lod om fødderne. 

Nu var hun tæt på at være helt oppe. Hun tænkte ikke længere på at være stille, men klatrede for livet. Flere vogtere myldrede frem på pladsen nedenfor. Våbnene glimtede. En ny hyletone lød skarp og fremmed. De havde slået alarm. Højere oppe stak et rør længere ud fra muren. Hvis bare hun kunne nå det, kunne hun gemme sig bag det.​​​

Kuglerne fløj forbi hende, men hun nåede lige akkurat ind bag røret. Noget brændte i hendes arm. Hun så ned og opdagede, at uniformen var flænset. Blod piblede frem og gik i et med det røde stof.

Nedenfor stoppede skyderiet. Nogle vogtere begyndte at kravle op efter hende i stedet.

Ruby kravlede videre, hænderne glatte af sved og blod. Da hun nåede kanten af taget, hev hun efter vejret. Den tætte, støvede luft føltes som frihed.

Så hørte hun det, ikke skud, men klapsalver. Nedenfor på pladsen klappede mutanterne. Opmuntrende tilråb steg op, korte og desperate. Hun stirrede ned. Vogterne begyndte at slå mutanterne med Volta-stave. Skuddene lød. Skrig erstattede klapsalverne.

Nej! 

Ruby rystede på hovedet. Hun havde ikke forestillet sig, at flugten ville påvirke de andre mutanter så meget. Ruby havde hverken i sinde at være helt eller martyr. Inderst inde bad hun til, at mutanterne ville falde til ro. 

Men der var ikke tid til at dvæle ved det, som skete på pladsen. Ruby løb hen over taget. Blikket flakkede mellem havet mod øst og den massive bjergvæg mod vest. Under hende stod vogterne på den ene side. På den anden side ventede et frit fald. Der var ingen vej ud.

Hun famlede efter sine piller. Intet. Ruby havde tabt dem. Tårerne brændte i øjnene. Selv hvis hun nåede ud, ville hun dø. 

En lem smækkede op bag hende. Vogtere bredte sig på taget og deres masker hvæsede af hende som arrige rovdyr. Hun stivnede. Ingen skød.

 

En af vogterne var allerede tæt på.

Hun så kanten. Så himlen. De skulle ikke få hende levende.

Ruby tænkte ikke mere.

Hun sprang.